08.01.15 Als Research søger nye konsulenter

jan 8, 2016

Vi søger to nye konsulenter. Ansøgningsfrist d. 15 januar 2016 kl. 12

Kan iværksætteri og opstart af mikro-virksomheder forbedre sociale kompetencer og uddannelsesmotivation blandt drenge med etnisk minoritetsbaggrund? Hvordan kan social kontrol og æresrelaterede konflikter i minoritetsetniske familier forebygges og bekæmpes? Hvordan hjælper man udsatte børn og unge? Og hvordan styrker man indsatsen for patienter med både misbrug og psykisk lidelse i Region Hovedstadens psykiatriske centre?

Dette er nogle af de spørgsmål vi hos Als Research arbejder med at løse, og som du som konsulent kan hjælpe os med.

Als Research er en mindre forsknings- og konsulentvirksomhed med speciale inden for integrations-, udsatte-, sundheds- og uddannelsesområderne. Vi samarbejder med et stort antal private og offentlige organisationer med behov for forskningsbaserede undersøgelser, evalueringer, kampagner, kurser og rådgivning. Blandt vores samarbejdspartnere i foråret 2016 er TrygFonden, Københavns Kommune, Dansk Flygtningehjælp, Ungdommens Røde Kors, Region Hovedstadens Psykiatri, Socialstyrelsen og mange flere.

Vi kan tilbyde dig et dynamisk, kreativt og uformelt arbejdsmiljø præget af høj faglighed med en bred vifte af arbejdsopgaver og stor selvstændighed i arbejdet.  Vores hverdag kan ofte være uforudsigelig og hektisk, men du vil befinde dig inden for rammerne af en tryg arbejdskultur præget af åbenhed, humor og tæt samarbejde.

Als Research lever af højkvalitetsprodukter og søger 2 konsulenter, der med stor selvstændighed og en solid faglighed kan håndtere projektlederrollen ofte på flere projekter samtidig og med en meget varieret vifte af opgaver herunder:

  • Research og baggrundsanalyser, planlægning og organisering af projektforløb
  • Udførelse af kvalitative interview, deltagerobservation og efterfølgende analyse
  • Spørgeskemakonstruktion og statistisk databehandling
  • Gennemførelse af kampagner og udarbejdelse af kommunikationsstrategier
  • Udarbejdelse af rapporter, planlægning af kurser, produktudvikling og tilbudsskrivning

Vi forventer…

  • At du har en samfundsvidenskabelig uddannelse fx cand.scient. adm., cand.scient.pol., cand.scient.anth. cand.scient.soc. eller lign.
  • At du har erfaring med brugen af kvantitative og kvalitative metoder
  • At du er erfaren med anvendelse af Word, Excel, Power Point samt databehandlingsprogrammer som fx SPSS eller Stata
  • At du har gode formidlingsevner både skriftligt og mundtligt
  • At du har relevant erhvervserfaring
  • At du har erfaring med et eller flere af vores arbejdsområder
  • At du har gode karakterer fra universitetet
  • At du er i stand til at arbejde effektivt og holde overblikket under pressede deadlines
  • At du har mulighed for at arbejde fleksibelt med lange arbejdsdage op til deadlines
  • At du er udadvendt og har mod på at arbejde selvstændigt og er frisk på at løse nye og meget forskellige typer af opgaver
  • At du er indstillet på at give det bedste du har

Som konsulent ansættes du pr. 1. marts 2015. Konkrete ansættelsesvilkår aftales i forbindelse med ansættelsen.

For yderligere oplysninger, kontakt adm.dir. Jacob Als Thomsen eller chefkonsulent Bjarke Følner på telefon 33917778. Om Als Research se www.alsresearch.dk

Ansøgningen sendes på mail til Mille Vadstrup Holm på mh@alsresearch.dk inklusiv CV og eksamensbevis, senest den 15. januar 2016 kl. kl. 12.00

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion eller etnisk baggrund til at søge stillingen.

Kategori: Generel
Skrevet af: AlsAdmin