Evaluering af Mind-Spring

Als Research gennemfører procesevaluering af projektet Mind-Spring.

Formålet med projekt Mind-Spring er gennem forældregrupper af asylansøger- og kvoteflygtninge forældre at styrke forældreskabet og dermed trivselen for asylsøgerfamilier og nyankomne kvoteflygtningefamilier.

Projektet skal tilbyde forældre i målgruppen at deltage i gruppeforløb, hvor de får viden om og sammen kan diskutere, hvordan de under de givne omstændigheder kan passe på sig selv og deres børn. Det unikke ved Mind-Spring er, at projektet gør brug af frivillige, der selv har en flygtningebaggrund, til at facilitere gruppeforløbene. En sådan peer-tilgang fremmer identifikationen mellem deltagere og gruppeleder, hvilket giver mulighed for større udbytte hos deltagerne, samtidigt med at det øger gruppelederens kompetencer.

Mind-Spring konceptet er oprindeligt hollandsk, og det er derfor evalueringens mål at kvalificere Mind-Spring konceptet i en dansk kontekst, synliggøre muligheder og barrierer og komme med anbefalinger til justeringer af indsatsen med henblik på forankring og videre udbredelse. Dette skal bl.a. ske gennem at prioritere en deltagende og helhedsorienteret rolle fra evaluators side, samt at gøre brug af en udviklingsorienteret evaluering med særligt fokus på processen.

Mind Spring er et samarbejdsprojekt mellem Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors,med Dansk Flygtningehjælp som projektansvarlig. Projektet finansieres af Egmont Fonden og Integrationsministeriet.

Projektperiode: 1. november 2010 – 31. juli 2012.
Kontaktperson: Bjørn Haugaard Bach